Stor interesse for DGI/DIF foreningspulje

2018-09-17 15:38
Knap 100 deltagere fra 40 af kommunens foreninger, var mødt op, da Viborg Kommune, Viborg Idrætsråd og DGI Midtjylland tirsdag aften var vært ved en kursusaften i ansøgning til DGI/DIF foreningspulje samt andre relevante fonde.
 
Trygve Laub Asserhøj fra DGI fortalte foreningerne om foreningspuljen på 45 Mill. kr., og om ansøgningskriterier dertil. Puljen åbnede for 4 måneder siden, men der er fortsat 20 Mill. kr. tilbage i puljen, så der er altså fortsat penge, for foreningerne at søge om. Ansøgningskriterierne til puljen er meget brede, så han opfordrede foreningerne til at søge til nye projekter, - det kunne både være til mursten, materiale og til projekter for at nå nye målgrupper eller skabe nye aktiviteter i foreningen.

Derefter fortalte fundraiser Rasmus Much om andre puljer og fonde, og afslørede hemmeligheden bag at få succes med fundraising. Derefter var der spørgetid, hvor foreninger bød lystigt ind, og hvor de havde mange konkrete og relevante spørgsmål til de to eksperter.

Aftenen sluttede af med Workspace, hvor foreninger kunne få hjælp og sparring fra de to eksperter, til at forme og udvikle netop deres projekt og deres ansøgning. Men også til at sparre med hinanden og udveksle gode ideer og råd.

De tre arrangører fornemmede en rigtig positiv og god energi iblandt deltagerne, og en optimisme iblandt foreningerne om, at de nu følte sig meget bedre påklædte og rustet til at søge midler, hos diverse puljer og fonde, til deres fremtidige projekter.
 
Hvis din forening ønsker at vide mere om fondsansøgninger, puljer mm. kan breddeidrætskonsulent Pia Viller Arendt kontaktes på pia@viborgidraetsraad.dk
 
Viborg Idrætsråd | Skottenborg 12 - 14, 8800 Viborg  | Tlf.: 86625533 | adm@viborgidraetsraad.dk