Camilla Nielsen er ny playmaker hos Idrætsrådet. Hun skal bl.a. stå i spidsen for den særlige indsats omkring fundraising for foreninger i Viborg Kommune.
Camilla bliver foreningernes playmaker på fundraisingområdet, hvor hun bl.a. faciliterer det nye fundraisingnetværk med deltagelse af borger-, spejder- og idrætsforeninger. I netværket kan foreningerne udveksle erfaringer og hente inspiration til fundraising af egne projekter. Dertil vil Camilla bl.a. have en-til-en forløb med de foreninger, der modtager bevillinger via facilitetsanalysen. Camilla bliver også en del af indsatser som Søndersøløbet, Viborg Elite, Generation Handball, Sportsgalla og Ung Sportsmester.
Camilla kender allerede sekretariatet rigtig godt. Hun deltog både i en del af planlægningen og afviklingen af Generation Handball 2025 som praktikant. Efterfølgende færdiggjorde hun sin praktikperiode i Viborg HK, hvor hun bl.a. arbejdede med events omkring håndboldkampene. Siden har hun været deltidsansat i Idrætsrådet, hvor hun bl.a. har varetaget en koordinerende rolle i forbindelse med Sportsgalla, Ung Sportsmester og Viborg Elite.
Camilla er oprindeligt fra Skive og er for nylig flyttet til Viborg efter at have færdiggjort sin uddannelse i International Hospitality Management i Aarhus.
I Idrætsrådet er vi rigtig glade for, at Camilla er en del af teamet – og vi håber, at I vil tage rigtig godt imod hende i den nye rolle.

