På billedet ses, fra venstre: Mads Maagaard – Årets Unge Idrætsleder, Mads Panny – formand KFU, Peter Ellekær – Årets Idrætsforening: StarPetanque, Børge Hansen – Årets Idrætsleder, Preben Jensen – Afgående formand og æresmedlem og Thomas Bonde – Sparekassen Kronjylland
Idrætten og frivilligheden blev hyldet på Viborg idrætsråds repræsentantskabsmøde, hvor 186 deltagere fra 53 forskellige foreninger skabte en flot ramme.
10 stærke foreninger og kompetente frivillige blev særligt anerkendt for fornemme præstationer – og Børge Hansen, StarPetanque Danmark, Mads Maagaard og Jacob Vestergaard kunne gå fra mødet med en hæderspris i hånden. Andre frivillige præsenterede deres forening flot via speed oplæg om særligt gode indsatser fra sæsonen, og stemningen var i det hele taget i top med masser af god erfaringsudveksling mellem frivillige i vores idrætsliv.
Samtidigt blev det også enden på en æra med Preben Jensen som formand for Viborg Idrætsråd, der efter 26 år har valgt at give stafetten videre. Preben blev med rette hyldet for sin enestående indsats og udnævnt til æresmedlem, hvilket du kan læse mere om her.
Formandens sidste mundtlige beretning ved repræsentantskabsmødet i Viborg Idrætsråd blev både et tilbageblik på 26 års arbejde for idrætten og en hyldest til fællesskabet, samarbejdet og de frivillige kræfter i Viborg Kommune.
Formanden fremhævede særligt udviklingen i samarbejdet mellem idrætten og Viborg Kommune, som siden kommunesammenlægningen i 2006 har udviklet sig til et tæt og tillidsfuldt partnerskab. Han pegede på, at samarbejdet har skabt stærke rammer for både breddeidræt, eliteidræt, facilitetsudvikling og store events til gavn for borgerne – og han roste byrådet for deres velvilje til at inddrage idrætten i beslutninger på idrætsområdet.
I beretningen blev der sat fokus på ambitionen om, at der skal være en idræt til alle. Formanden fremhævede blandt andet indsatsen i PULSÅREt, hvor samarbejdet mellem skoler, foreninger og fritidsvejledere bidrager til, at flere børn og unge bliver en del af idrættens fællesskaber. Samtidig understregede han betydningen af Viborg Elite og Viborg Kommunes status som eliteidrætskommune, der giver unge mulighed for at forfølge deres sportslige ambitioner.
Formanden glædede sig desuden over udviklingen i foreningernes samarbejde, hvor tidligere konkurrenter i stigende grad er blevet ”konkollegaer”, som deler erfaringer og hjælper hinanden gennem de lokale netværk.
Afslutningsvis rettede formanden en særlig tak til de mange frivillige, som hver dag skaber fællesskab, oplevelser og værdi gennem foreningsidrætten. Han understregede samtidig, at rekruttering og fastholdelse af frivillige fortsat bliver en vigtig opgave i de kommende år.
Viborg Stifts Folkeblad var på pletten hele aftenen og herunder kan du læse spændende artikler om:
- Afsløring af prismodtagerne
- Reaktioner fra prismodtagerne
- Formandsskiftet og udnævnelse af æresmedlem
- Reaktion fra æresmedlem, Preben Jensen
Læs referatet her.
TAK til alle fremmødte for en begivenhedsrig aften og TAK for det gode samarbejde i sæsonen 2025/26.
Billederne herunder kan downloades i højere opløsning her og kan bruges frit. Foto: Johnny Pedersen

