Nyt fundraisingnetværk – skal I være med?

80 foreningsfolk har allerede åbnet døren til et nyt fundraisingnetværk i Viborg Kommune. Skal jeres forening med?

Torsdag aften blev startskuddet givet til et helt nyt fundraisingnetværk for idræts-, spejder- og borgerforeninger i Viborg Kommune.

Omkring 80 foreningsfolk fra 40 forskellige foreninger var samlet til en inspirerende workshop med Rasmus fra Fonde.dk, hvor der blev sat fokus på fundraising, gode ansøgninger og ikke mindst på, hvordan foreningerne kan arbejde mere strategisk med at finde finansiering til aktiviteter og udvikling.

Aftenen blev samtidig startskuddet til det nye netværk, hvor ambitionen er at skabe et fællesskab, hvor foreninger kan hente inspiration, dele erfaringer og møde forskellige fonde.
Og I kan sagtens nå at være med.

Hvad kan I forvente?
Fundraisingnetværket mødes fire gange om året, hvor der blandt andet bliver mulighed for at:

  • møde forskellige fonde og høre mere om deres muligheder og fokusområder
  • dele egne erfaringer og gode idéer med andre foreninger
  • hente inspiration fra andre foreningers fundraisingarbejde
  • få ny viden og konkrete værktøjer til arbejdet med fundraising

Næste møde er allerede på plads og finder sted den 24. november 2026. Her får vi bl.a. besøg af Fonden for Sparekassen i Skals, der støtter fritid, idræt og sport og har hele Viborg Kommune som støtteområde. Desuden fortæller Østfjendshallen, hvordan en bevilling via facilitetsanalysen blev startskuddet til projektet, og hvordan de efterfølgende har brugt værktøjerne på Fonde.dk til at finde den resterende finansiering.

Skal jeres forening være med?
Det er nemt at blive en del af netværket.

  • 1. Meld jer ind i netværkets facebookgruppe her.
  • 2. Og send en mail til Camilla her.

Når I melder jer til, vil I fremover modtage information om møder, invitationer, referater og andet relevant for netværket.

Vi håber, at endnu flere foreninger har lyst til at være med, når vi bygger Viborg Kommunes nye fundraisingnetværk videre.