VELKOMMEN til Mie og Søren

Mie Østergaard fra Team Viborg og Søren Christian Mikkelsen fra Borup IF er valgt ind i Viborg Idrætsråds bestyrelse. De udfylder de to vakante pladser efter Louise Møller Hansen og Frans Skovholm.

De 185 deltagere fra 53 foreninger klappede taktfast i forlængelse af Formand Preben Jensens indstilling af Mie og Søren. Indstillingen skete på vegne af bestyrelsen, der forud for mødet havde haft flere positive drøftelser med begge to.

Mie bor i Viborg med sin mand Martin og deres tre børn. Hun har gennem mere end 10 år været engageret i Team Viborg, hvor hun blandt andet har arrangeret fodboldskole og varetaget administrative opgaver. Derudover er hun medlem af bestyrelsen i Viborg Syd Idrætscenter.

Søren Christian Mikkelsen bor i Skals med sin kæreste Kathrine og deres søn Atlas. Foreningslivet fylder meget i Sørens hverdag – særligt i Borup IF, hvor han både er aktiv spiller, frivillig og bestyrelsesmedlem. Han brænder for det lokale foreningsliv og de fællesskaber, idrætten skaber.

Velkommen til Mie og Søren – vi glæder os til samarbejdet.