Periode
01.08.2008 - 30.07.2011
Formål
Målet med IdrætsZen var at hjælpe anbragte børn til at blive en del af en idrætsforening.
Indhold
Læs mere om projektet under punktet evaluering.
Partnere
Viborg Idrætsråd
Nørresø Børnepension
Lokale idrætsforeninger
Viborg Kommune
Finansiering
Projektet blev finansieret via støtte fra Kulturministeriet og Socialministeriet på 457.000 kr.
Evaluering
Se evalueringsvideo (5 min.) og evalueringsrapport (v. Jan Toftegaard, SDU)
Målgruppen er anbragte børn i Viborg Kommune.
Målet med IdrætsZen er at uddanne et netværk af personer, der kan fungere som rollemodeller og hjælpere (idrætsvenner) i lokale idrætsforeninger.
Det skal være med til at skabe større rummelighed i foreningerne og hjælpe anbragte børn til at føle sig velkommne og blive en del af foreningerne sociale fællesskab.
Fantasi
Fantasiordet IdrætsZen er det, der bedst symboliserer, hvad ideen handler om. Nemlig at skabe fællesskab & energi (idræt), individuel ro & afklaring (Zen) til børn anbragt udenfor hjemmet.
Støtte
Idrætsforeningerne er et godt sted for barnet at lære disse ting. Særligt hvis barnet får støtte fra en voksen – en idrætsven – som kender til idrætsforeningen, og som kan hjælpe barnet med at afklare foreningens (u)skrevne regler, bevare roen i energifyldte situationer og blive en del af foreningens fællesskab – før og efter træningen.
Baggrund
De fleste anbragte børn starter på et tidspunkt i en idrætsforening, men de stopper som regel igen - efter få gange. Typisk fordi de har svært ved at indgå i sociale relationer, ikke knytter venskaber og føler sig alene.
Partnerskabet
IdrætsZen gennemføres i et partnerskab mellem Kultur- og velfærdsministreriet, Viborg Idrætsråd, flere lokale idrætsforeninger, Nørresø børnepension og Viborg Kommune. Der er søgt penge til et 3-årigt udviklingsprojekt med start sep. 08.
Hvad laver en IdrætsVen?
En IdrætsVen skal henholdsvis formidle idrætsforeningens formelle og uformelle regler til barnet, forebygge uheldige situationer og invitere barnet med ind i fællesskabet før og efter træning. Eksempler:
Man skal være der for barnet som en tryghed;
Give barnet tryghed
Camouflere at barnet er specielt
Tage aktiv del i idrætsgrenen
Barnet skal føle sig velkommen
Barnet skal altid kunne komme til idrætsvennen
Inddrage barnet i fællesskabet
Lytte aktivt og dermed vise interesse
Hvordan tager IdrætsVennen imod barnet første gang i foreningen?
Barnet bestemmer selv, hvordan de første skridt skal tages. IdrætsVennen kan komme ud og besøge barnet inden opstarten eller IdrætsVen og ”familie” kan tale sammen inden barnet kommer første gang. Gode måder at tage imod barnet på:
Vis din klub frem for det anbragte barn
Fortælle om klubbens ”hverdag”
Præsentation af trænere på holdet
Gør opmærksom på hvor du som idrætsven opholder dig under aktiviteten
Samtale med familie/institution, hvor man får info om tidligere succes/fiasko i forening, evt. baggrunde og reaktionsmønstre
Godt at møde barnet hjemme inden opstart, da barnet er på hjemmebane
Efterfølgende løbende kontakt med barnet/plejefamilie/institution
Hvordan kan jeg være ekstra opmærksom på barnet uden at ”overvåge” det?
Sætte dig ved siden af barnet uden at starte en samtale
Besøge barnet i hjemmet over ”en kop kaffe”
Sige hej hver gang du møder barnet
Evt. købe en gave til jul
Sende et postkort ved passende lejlighed
Deltage i arrangementer i foreningen sammen med barnet
Være der uden at være der!
Hvad med resten af foreningen?
De andre børn på holdet skal ikke vide noget om barnets tilknytning til IdrætsZen
De involverede trænere skal have besked
Det er en god ide at fortælle om IdrætsZen på fx et ledermøde
Bestyrelsen skal vide det
Erfaringsmøder /uddannelsesmøder
4-5 gange i løbet af året forventes det, at du bidrager med din viden til disse møder. Møderne ligger typisk om aftenen og har en varighed af ca. 2-2½ t.. Det vil være en blanding af erfaringsudveksling med de andre IdrætsVenner og uddannelse. Uddannelse kan fx være et indblik i/teori omkring denne type børns verden. Du er som IdrætsVen meget velkommen til, at komme med forslag til bestemte temaer/områder, du kunne tænke dig at høre mere.
Hvem kan blive IdrætsVen?
Alle interesserede kan blive idrætsvenner. Det er ikke en forudsætning at have viden om idræt eller evner til at træne. Det kan være en fordel at have pædagogisk flair, men det er vigtigere, at de anbragte børn mødes af helt almindelige mennesker, der ikke er ”på arbejde”, og som bare ønsker at hjælpe barnet med at finde sig tilrette i foreningen.
Får jeg løn for at være IdrætsVen?
For at være IdrætsVen modtager du 1500,- kr. skattefrit for en sæson. For at få pengene udbetalt skal du indsende skattefri oplysningsseddel.
Praktisk info:
Kontaktperson til projektet IdrætsZen:
Lone Simonsen, Viborg Idrætsråd tlf. 8662 5533/5080 0068 eller lone@viborgidraetsraad.dk.