Idrætsrådet foreslår sammen med ridesporten en ændring af principperne for tilskud til rideklubber. Ændringerne skal foregå indenfor den nuværende tilskudsramme til ridesporten og kommer således ikke til at påvirke andre idrætsforeninger.
Ridesportsnetværket har gennem en 2 årig periode drøftet den nuværende lokaletilskudsordning i det perspektiv, at rideklubberne arbejder med et levende dyr som et helt centralt og nødvendigt redskab, herunder særligt det forhold, at rideklubberne skal råde over et vist antal heste for at sikre, at ridesporten er tilgængelig for alle. Samtidig har ridesporten oplevet et medlemstab på mere end 20 %, hvilket er en stor udfordring for sporten.
På baggrund af drøftelserne i ridesportsnetværket er der skabt en tilskudsmodel (kun gældende for ridesporten), der tager hensyn til ridesportens særegenhed og samtidig stimulerer ridesportsklubberne til at arbejde intenst for at rekruttere nye medlemmer til sporten.
Ridesportsnetværket behandlede modellen på et møde d. 21. november, og modellen sendes nu videre til politisk behandling.