Viborg Idrætsråd har pr. 1.5. tilknyttet Mie Østergaard i praktik. Mie er født og opvokset i Viborg, og har gennem sin ungdom været elitehåndbold spiller i Viborg HK. Idræts – og foreningslivet ligger således dybt i Mies DNA.
Mie er uddannet fysioterapeut i 2005 og har sidenhen tilegnet sig en sundhedsfaglig kandidatuddannelse fra Aarhus Universitet i 2010. De seneste 10 år har hun arbejdet som projektleder på diverse projekter i Region Midt, hvor omdrejningspunktet har været innovation og kompetenceudvikling i sundhedssektoren.
Sideløbende hermed har hun gennem flere år været meget engageret i bestyrelses – og foreningsarbejde i Viborgs Sydby i Liseborg/Finderuphøj, hvor hun bl.a. er ansvarlig for en stor del af Idræt centrets kommunikationsarbejde, og involveret i flere af de projekter som centret iværksætter. Hun er desuden frivillig i centrets fodboldafdelinger (Søndermarken IK og Team Viborg), og er bl.a. den ene af tre skoleledere af Søndermarkens IK DBU fodboldskole, der er én af Danmarks største med 320 deltagere.
Mies arbejdsopgaver hos Idrætsrådet vil i første omgang fokusere på den brede kommunikation til Idrætsrådets medlemmer og aktører. Hendes første opgave bliver således at bistå 24 timers løbet inden for dette område.
Privat bor Mie i Viborgs midtby sammen med sin mand Martin og parrets tre børn.