Fra 1. juli 2024 er der ingen vej uden om at få styr på de timer, foreningernes ansatte arbejder hver dag. Frivillige og ulønnede er undtaget.
Loven om arbejdstid er blevet ændret, og det betyder, at I skal dokumentere arbejdstiden for jeres lønnede ansatte. Hvis trænere og ledere får løn eller vederlag, skal de registre tid – frivillige og andre ulønnede skal ikke. Samtidig skal I huske, at der er regler for, hvor meget og hvornår man må arbejde.
I har pligt til at sørge for et system, som gør det muligt at måle den enkeltes daglige arbejdstid. Om det er et excel-ark eller en digital løsning, er op til jer, så længe at kravene overholdes. Husk at både arbejdstid, ferie, sygdom og fridage skal registreres.
I kan læse meget mere i den juridiske vejledning ‘Guide til arbejdstidsregistrering‘, som DIF og DGI netop har lavet til foreningerne. Guiden giver svar på en række spørgsmål som: Hvem skal tidsregistrere? Hvorfor overhovedet registrere? Hvordan gør I det? Hvad med GDPR? – og meget mere.