Line Barbara Pedersen fra Stoholm Idrætsforening og Tina Brandt fra Alhedens idrætsforening er nye i idrætsrådets bestyrelse. De erstatter Rikke Agerholm Therkildsen, der takkede af efter 19 år i bestyrelsen og udfylder derudover den vakante plads.
De 175 deltagere fra 54 foreninger klappede taktfast i forlængelse af Formand Preben Jensens indstilling af Line og Tina. Indstillingen skete på vegne af bestyrelsen, der forud for mødet havde haft flere positive drøftelser med begge to.
Tina bringer en masse værdifuld erfaring med sig fra det lokale frivillige foreningsliv. Hun har været en del af Alhedens IFs svømmeudvalg de sidste 10 år og en del af bestyrelsen de sidste to år.
Idræt og frivillighed er en del af Lines DNA. Hun har været træner gennem 11 år og er en del af hovedbestyrelsen i Stoholm IF. Line arbejder til dagligt som pædagogisk konsulent i Viborg Kommune og særligt med KLC og skolernes samarbejde med foreninger i Den Åbne Skole.
Velkommen til Line og Tina – vi glæder os til samarbejdet.
Formanden takkede også Rikke Agerholm Therkildsen for hendes 19 år i bestyrelsen. Preben roste Rikke for hendes evne til at komme i helikopteren og se tingene i et større perspektiv. Rikke har altid bidraget til at idrætsrådets drøftelser kom omkring emnerne på flere måder. Rikke har i sin tid som bestyrelsesmedlem været med til at udvikle idrætsrådet, og hun var blandt andet meget involveret i etableringen af Viborg Elite og TusindTak-træner kampagnen, ligesom hun senest har været med til at styrke Ung Sportsmester. De senere år har Rikke deltaget elektronisk i bestyrelsesmøderne via sin bopæl i Istanbul, og hun overgiver nu sin plads til lokale kræfter, der bedre kan være til stede ved netværksmøder og arrangementer, samt være en del af hverdagen i idrætten i vores kommune. TusindTak for mange gode timer Rikke!