25 år i spidsen for Viborg Idrætsråd

Preben Jensen blev tirsdag aften hyldet for sit imponerende 25-års jubilæum som formand for Viborg Idrætsråd.

Siden år 2000 har Preben stået i spidsen for Viborg Idrætsråd – en periode hvor det også har heddet De Samvirkende Idrætsklubber og Viborg Sport – og han har dermed været en markant stemme i det lokale idrætsliv i mere end to årtier.

Ved repræsentantskabsmødet blev jubilæet markeret med stående klapsalver og en varm hyldest fra næstformand Peder B. Pedersen, der blandt andet fremhævede Prebens evne til at samle og engagere med både humør og nærvær:
– I den tid har du været en formidabel formand og ambassadør for idrætten. Du har skabt opbakning og samarbejde omkring dig og forstået, at idrætten er en integreret del af lokalsamfundet, lød det blandt andet i talen.

Viborg Idrætsråds repræsentantskabsmøde 2025 i BDO Lounge, tirsdag den 13. maj 2025. Foto: Johnny Pedersen

Preben Jensen har meddelt, at han planlægger at stoppe som formand i 2026, og brugte anledningen til at opfordre bestyrelsen og foreningerne til at begynde arbejdet med at finde hans afløser. Indtil da fortsætter han med samme gnist og engagement – præcis som Preben kendetegnes bedst.

Viborg Idrætsråds repræsentantskabsmøde 2025 i BDO Lounge, tirsdag den 13. maj 2025. Foto: Johnny Pedersen

Læs mere i Viborg Stifts Folkeblad.