Indendørs idræt er lukket ned i hele landet indtil d. 3. januar 2021, men nu får alle tennisspillere mulighed for fortsat at opleve glæden ved tennis. Således åbner de 3 klubber med udendørs helårsbaner i Viborg Kommune op for alle tennisspillere som en gratis julegave.
I 2020 har vi i idrættens verden oplevet mange flotte eksempler på nytænkning – alt sammen for at kunne imødekomne borgernes behov for fysisk aktivitet & fællesskab.
I Viborg Kommunes Tennisnetværk, bestående af 12 tennisklubber, samarbejdes der på højtryk for at udvikle tennissporten. Netop nu giver Bjerringbro Lawn Tennisklub, Viborg Lawn Tennis Forening & Tapdrup Udeliv Tennis mulighed for at alle tennisspillere kan fortsætte med at spille udendørs i en periode, hvor indendørs idrætsfaciliteter er lukket ned.
– Vi ved at mange normalt spiller indendørs og at tennis er en vigtig del af hverdagen. Derfor rækker vi hånden ud og tænker i løsninger sammen ved at udnytte de flotte helårsbaner i kommunen. Derudover får vi mulighed for at styrke relationerne blandt klubberne i kommunen. Vi har brug for hinanden for at knække kurven og skabe flere tennisspillere – udtaler Ole S. Nielsen, der repræsenterer Viborg Idrætsråd & Tapdrup Udeliv Tennis i netværket.
Tilbuddet er ganske gratis og skal sikre den mentale og fysiske form op mod jul og hen over nytåret.