Der var masser af energi, talent og glæde i teatersalen, da kommunens dygtigste, unge idrætstalenter blev hyldet for deres resultater ved Ung Sportsmester 2022.
De 56 unge sportsmestre, som blev kaldt frem på teatrets skrå brædder, repræsenterer i alt 11 lokale idrætsforeninger – og der var diplomer, gaver, high fives og klapsalver til dem alle.
Lysten, viljen og evnen
Bag arrangementet står Viborg Kommune og Viborg Idrætsråd, og aftenens første taler var Kultur- og Fritidsudvalgets formand, Mads Panny, som lykønskede de unge sportsstjerner, og roste dem med ordene:
– I har lysten til at dyrke sport på højt plan. Viljen til at gå efter det. Og evnerne til at være med i gamet.
Mads Panny fremhævede desuden idrættens og foreningernes vigtige rolle i lokalsamfundet – både som et fristed og som givende fællesskaber.
Møgfede præstationer
Også Viborg Idrætsråds formand, Preben Jensen, lykønskede de unge sportsmestre og sagde fra scenen:
– Hold op, hvor er I seje. Det er nogle møgfede præstationer, I har lavet!
Som altid, gjorde Preben Jensen også meget ud af at takke de frivillige og fremhævede dem bl.a. med ordene:
– I er rollemodeller. I skaber et trygt og godt miljø med store idrætsoplevelser og livslange venskaber.
Sang, snak, spark og showdans
Konferencier og sportschef Morten Erfurth fra Viborg Idrætsråd guidede publikum gennem den festlige aften og havde også den dygtige Viborg-ambassadør og Viborg HK-spiller Maria Fisker på scenen til en inspirerende snak om at være professionel idrætsudøver.
Den musikalske underholdning blev fornemt løftet af sangerinden Travel og Kulturskolens Børnekor, Must Sing. Og så blev der ellers sat ekstra fart på festen med optrædener af dygtige dansere fra CPH Dans og kampklare kæmpere fra Viborg Kampsport.
Yderligere oplysninger
Mads Panny, formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Tlf. 29 72 29 91, mail: mapi@viborg.dk
Preben Jensen, formand for Viborg Idrætsråd
Tlf. 40 17 18 1 9, mail: preben@preje.dk
Morten Erfurth, sportschef for Viborg Idrætsråd
Tlf. 86 62 55 33, mail: morten@viborgidraetsraad.dk
Fotos: Keld Lund
Fakta om Ung Sportsmester
Det er 16. gang, at Kultur- og Fritidsudvalget sammen med Viborg Idrætsråd inviterer til den årlige hyldest af unge sportsmestre i Viborg Kommune, der har:
1: Vundet jysk mesterskab i den bedst tænkelige række i en DIF-anerkendt idrætsgren.
2: Været udtaget til at deltage på jysk hold i en DIF-anerkendt idrætsgren.
3: Opnået andre idrætspræsentationer, som Viborg Idrætsråd vurderer kan ligestilles med pkt. 1-2, eller helt særlige præstationer inden for den enkelte idrætsgren.