Idrætten og frivilligheden blev hyldet på Viborg idrætsråds repræsentantskabsmøde, hvor 165 deltagere fra mere end 50 forskellige foreninger skabte en flot ramme.
11 stærke foreninger og kompetente frivillige blev særligt anerkendt for fornemme præstationer – og Tom Christensen, IF Trojka, Rasmus Vitting Pedersen og Torsten T. Nielsen kunne gå fra mødet med en hæderspris i hånden. Andre frivillige præsenterer deres forening flot via speed oplæg om særligt gode indsatser fra sæsonen, og stemningen var i det hele taget i top med masser af god erfaringsudveksling mellem frivillige i vores idrætsliv.
Formand Preben Jensen takkede i sin mundtlige beretning foreninger og frivillige for deres store indsats i årets løb. Formanden glædede sig videre over stigende medlemstal i foreningsidrætten, og den store opbakning foreningerne i sæsonen har vist idrætsrådet blandt andet ved deltagelse i netværksmøder og Pulsåret. Formanden orienterede repræsentantskabet om, at der er ansøgninger for cirka 250 millioner kroner til den store facilitets analyse. Enkelte ansøgninger fylder forholdsvis meget, samtidig med at der er mange forskellige ansøgere og meget forskelligartede ønsker. Idrætsrådet arbejder videre med den samlede facilitetsanalyse i tæt dialog med Kultur- og Fritidsudvalget, som formand også roste for det gode samarbejde.
Viborg Stifts Folkeblad dækkede hele aftenen og fangede bl.a. prismodtagerne – læs mere her.
Læs referatet her.
TAK til alle fremmødte for en begivenhedsrig aften og TAK for det gode samarbejde i sæsonen 2023/24.
Foto: Johnny Pedersen Fotografi