Headlines fra Corona-status møde

Flere end 30 repræsentanter fra foreninger og politiske udvalg debatterede de aktuelle corona-udfordringer og delte gode ideer på status mødet onsdag d. 13. januar. Bliv en del af lokal facebook gruppe, hvor ledere kan hjælpe og inspirere hinanden

TAK for deltagelsen og alle gode input – vi iler her med udvalgte headlines fra mødet.

Søg støtte
Alle foreninger har mulighed for at søge støtte i DIF/DGIs corona-hjælpe pulje. Næste deadline er d. 22. januar. Foreninger kan søge til deres tab. Foreninger, der tidligere har søgt og fået tilskud, kan søge igen. Hvis man tidligere har søgt (fx 100.000) og fået et tilskud på en andel af beløbet (fx 35.000), så er det muligt at søge igen på det resterende beløb (65.000).

Hvis en idrætsforening er udfordret på sin økonomi og har behov for ekstern hjælp, så er det vigtigt at søge DIF/DGIs nationale corona-hjælpepulje. Idrætsrådet kan let forestille sig, at det bliver en forudsætning for at få tilskud fra den lokale ”kulturbuffer-pulje”, at foreningen har søgt om støtte fra den nationale pulje.

SÅ hvis I har brug for hjælp – søg den nationale pulje senest d. 22. januar.

Den lokale kulturbuffer
Rammerne for anvendelsen af den lokale kulturbuffer er under udarbejdelse, og de på mødet faldne bemærkninger vil være med til at præge drøftelserne.

Formand for Kultur- & Fritidsudvalget (KFU) Mads Panny deltog i mødet og orienterede blandt andet om, at der dels arbejdes på at øge rådighedssummen i kulturbufferen (lige nu kr. 3. mio.), og at der dels er et grundlæggende syn, at alle foreninger så vidt muligt skal hjælpes ”med over på den anden side” af pandemien i bedst mulig tilstand.

Næste formelle step er møde i KFU d. 26. januar. Umiddelbart herefter er der formands/næstformandsmøde mellem KFU og Idrætsrådet. De endelige beslutninger om puljens anvendelse er på mødet i KFU d. 23. februar.

Tid & kontingent
Kontingentopkrævning er lige nu en særlig stor udfordring for mange foreninger, da medlemmerne kan se ind i en nedlukket idræt uden viden om, hvornår vi kommer i gang igen. Det er enormt vigtigt, at alle foreninger har stor fokus på fastholdelse, og her er forfald af kontingentbetalign en særlig udfordring.

Idrætsrådet anbefaler følgende:

Klubber hvor kontingentet IKKE er sendt ud:

    a. Skriv ud til jeres medlemmer, at I venter med at sende kontingent ud og arbejder for en kompensationsordning, jf. den reducerede aktivitet (forslag til brev kommer primo uge 3)
    b. Betyder det likviditetsudfordringer – kontakt forvaltningen og bed om forudbetaling på lokaletilskud
    c. I forlængelse af KFU møde d. 23. februar er der klarhed over mulige kompensationsordninger/muligheder, og kontingentet kan udsendes

Klubber, der HAR sendt kontingent ud:

    a. Skriv ud til jeres medlemmer, at I arbejder for en kompensationsordning, som kan give dem en form for rabat/bonus for forårssæsonen, jf. den reducerede aktivitet (forslag til brev kommer primo uge 3)
    b. Husk at fortælle, at der kan forventes nyt ultimo februar/primo marts

Kontakt & synlighed
I afdelingen for gode råd og konkrete handlinger var der særlig fokus på at være i kontakt med sine medlemmer og sikre, at foreningen var synlig for det enkelte medlem. Flere foreninger fortalte om gode erfaringer med online konkurrencer og træning.

Der var også et eksempel på en forening, der har haft succes med at sælge støttebeviser til medlemmer og forældre – det gav både en økonomisk gevinst, og en bevidstgørelse omkring foreningens udfordrende situation og behov for opbakning.

Det blev aftalt, at Viborg Idrætsråd laver en facebook site, hvor kommunens foreninger kan komme med gode råd til hinanden – indholdet på sitet kan gå på både konkrete træningsaktiviteter, kommunikationsindsatser, økonomi vinkler, mv.. Den centrale pointe er, at vi hjælper hinanden med indbyrdes erfaringer. Sitet vil også indeholde henvisninger til specialforbundene og DGI, der bl.a. har gode træningsvideoer. Meld dig ind i gruppen her.

Data

Idrætsrådet vil i forlængelse af mødet udsende en kort række spørgsmål til mødedeltagerne (primo uge 3). Det primære mål er at styrke de gode input på mødet med nogle ”hardcore data”, så vi kan bidrage til at finde de bedst mulige løsninger.

TUSINDTAK til alle for deltagelse i mødet – en særdeles STÆRK COCKTAIL med repræsentanter fra foreninger, Kultur- & Fritidsudvalget samt forvaltning, Fritidsrådet, DGI Midtjylland og Idrætsrådet med sekretariat.