Det er tid til indstilling af ledere og foreninger til idrættens hædersbevisninger. Ring og fortæl om din kandidat – og få ved samme lejlighed en snak med et af idrætsrådets bestyrelsesmedlemmer.
Viborg Idrætsråd hædrer hvert år Årets Idrætsleder, Årets Unge Idrætsleder & Årets Idrætsforening i Viborg Kommune. Hædringen sker i forbindelse med repræsentantskabsmødet, og er en stærk anledning til at sætte fokus på frivilligheden og foreningslivet generelt, samt rose og anerkende en række personer og foreninger, der har ydet en helt særlig indsats.
For at gøre det endnu lettere for vore foreninger at indstille kandidater, vil idrætsrådet bestyrelse i år modtage indstillingerne telefonisk. Det vil sige, at du kan ringe din indstilling ind eller bede om at blive ringet op og så fortælle din indstilling til en af idrætsrådets bestyrelsesmedlemmer. Det bliver torsdag d. 20. februar kl. 20 – 21:30, at Idrætsrådet tager imod opkald/ringer rundt. Vil du ringes op, så send en mail til morten@viborgidraetsraad.dk med dit telefonnummer.
Hvis du foretrækker selv at skrive din indstilling, er det selvfølgelig stadig muligt. Du kan finde skemaerne via de tre følgende link – og husk, at idrætsrådet skal have indstillingen senest d. 10. marts.
SÅ overvej hvem, der er den gode kandidat i DIN forening eller er det er selve foreningen, der er kandidat?
Plus find de 3 bedste argumenter, da der er begrænsninger på antallet af ord.