Julehilsen fra formanden

Kære alle frivillige & medlemmer – TUSIND TAK for et på mange måder helt specielt idrætsår 2021.

Jeg er enorm stolt af, at foreningsidrætten i Viborg Kommune på så fornem vis har magtet at håndtere balancen mellem at skabe mest muligt idrætsaktivitet for medlemmer i alle aldre og samtidig respektere myndighedernes skiftende krav og retningslinjer for fysisk aktivitet og fællesskaber.

Vore frivillige har med en enestående fleksibilitet og vedholdenhed vist vejen og holdt modet højt, for der har været masser af både små og store bump undervejs. Corona afbud fra egne atleter lige inden stævner og kampe. Modstandere, der melder sene afbud fordi de er coronaramt. Afbud og fravær til træning. Ændringer i træningsprogrammer og set up. Coronaprotokoller og massevis af ekstra corona kommunikation. Vigtig kommunikation. Men bare ikke om det, som vi helst vil kommunikere om og arbejde med, nemlig idrætten.

Takket være vore mange frivillige ledere og trænere er det lykkedes at få masser af idrætsaktivitet ind i hverdagen og at få hverdagen til at handle om glæde, idrætsudfoldelse, fællesskab og om alt det vi KAN. Det er enormt stærkt – og jeg tillader mig at tale på vegne af alle idrætsaktive i alle aldre, når jeg siger TUSIND TAK for det.

Vi går nu ind i en periode med øgede restriktioner. Mit fromme juleønske er, at det må blive en kort periode, så vi snart er tilbage for fuld kraft med aktivitet og begejstrede idrætsudøvere i alle haller og aktivitetsparker, på boldbaner og motorbaner, på landeveje og i skovene, på vandet og i luften, og i alle de andre arenaer, hvor idrætten viser sin styrke, sin kvalitet og sin uundværlighed. Der, hvor vi er sammen om aktiviteten og efter aktiviteten, der hvor fællesskaber gror, hvor alle er inviteret med, og hvor vi sammen tager et ansvar for at skabe et stærkt samfund, der kan klare sådan noget som pandemier, og hvad der ellers måtte komme. Vi klarer det sammen.

Det er solhverv i dag – tirsdag d. 21. december. Det betyder, at vi går imod lysere tider – lad det også gælde for foreningsidrætten og fællesskabet i vore mange lokalsamfund.

Nyd en velfortjent julepause. Vi ses i 2022.

Glædelig jul & godt nytår.

Preben Jensen
Formand
Viborg Idrætsråd