Talentkonference i Viborg

265 talentudviklere i idrættens verden mødtes i Viborg til konference om talentudvikling arrangeret af Team Danmark i samarbejde med Viborg Kommune og Viborg Elite.

Konferencens fokus var “Generation z og nye tendenser i talentudvikling”, og dagsorden var at kvalificere landets talentudviklere i deres daglige arbejde. De 265 deltagere repræsenterer hele landet i form af eliteidrætskommuner, specialforbund, klubber og mange andre specialister ind i talent og eliteidrætten.

Konferencen blev åbnet af borgmester, Ulrik Wilbek, der dagsordensatte et fokus på talenternes trivsel i en hverdag med meget træning og et stærkt Udviklingsfokus. Team Danmarks direktør Peter Fabrin italesatte Generation Z som en tydelig generation med klare forventninger om medinddragelse i den idrætslige udviklingsproces – og med tydelige krav.

Dermed var scenen sat for en konference, hvor deltagerne fik en større forståelse for unge atleter og ungeliv. Dagsordenen blev vinklet af blandt andet den nyeste forskning fra Noemi Katznelson fra Center for ungdomsforskning, og en praktisk tilgang til succesfuld og moderne talentudvikling med brug af data i dansk cykelsport ved landstræner for Danmarks Cykel Union, Anders Lund. Dertil fortalte Simon Hansen og Alberte Kjær om atleternes hverdag med kombinationen af universitetsstudie og dyrkelse af henholdsvis atletik og triathlon på verdensklasse niveau.

Borgmester og formand for Viborg Elite Ulrik Wilbek glæder sig over, at Viborg er centrum for talentkonferencen: “Det er glædeligt, at Team Danmark har valgt Viborg og Tinghallen som ramme for talentkonferencen. Det gør deltagelse mere tilgængeligt for vores lokale talentaktører, at det foregår på vores hjemmebane, og det er med til at understøtte Viborgs stærke idræts-DNA. Samtidig er det en fornøjelse, at vise Viborgs flotte rammer og konferencemuligheder frem for Danmarks talentudviklingsaktører.”

”Sammen med engagerede deltagere har vi sat en tydelig dagsorden om den nye generations krav til nye trænerroller, nye tilgange og nye dialogformer – og det er vigtig for dansk idræts fremtidige konkurrenceevne,” fortæller konferenceansvarlig og konsulent i Team Danmark, Anders Tranberg Andreasen, der glæder sig over, at et stærkt samarbejde har givet to vellykkede konferencedage i nogle unikke rammer i Viborg.

Viborg Elite var stærkt repræsenteret med mere end 25 deltagere fra lokale talentklubber og uddannelsesinstitutioner med tilknytning til Viborg Elite. “Jeg tager en masse viden og inspiration med fra i dag. Det handler om den kommende generation, og den måde de agerer på. Den viden er helt afgørende for at fortsætte den fantastiske talentudvikling, vi har i vores kommune,” fortæller Mads Bendiksen, Talentkoordinator i Viborg Elite. “Heldigvis viser forskningen, at fællesskab og relationer indbyrdes mellem udøvere og mellem udøver og træner er essentielt. Noget vi generelt er gode til i idrætsmiljøerne i Viborg Kommune. Elite,” runder Mads Bendiksen af og kvitterer samtidig for den store lokale opbakning til konferencen.