Ung Sportsmester udsættes til senere på året grundet de fortsatte restriktioner for samvær. Det er stadig muligt at indsende indstillinger på atleter, der skal hyldes.
I lyset af de forlængende restriktioner har Kultur- & Fritidsudvalget og Viborg Idrætsråd besluttet at udsætte hyldesten af vore Unge Sportsmester for 2020 sæsonen. Udsættelsen skyldes de fortsatte restriktioner for samvær.
Formand for Kultur- & Fritidsudvalget Mads Panny ser frem til at mødes med de unge Idrætsudøvere senere på året:
– Jeg glæder mig altid til at fejre Viborg Kommunes unge sportmestre. Corona-situationens udvikling betyder imidlertid, at jeg har forventningens glæde lidt længere. Vi kan ikke afholde arrangementet i marts måned, så vi har besluttet at udskyde det til en senere på året, når det er tilladt at afholde en sådan begivenhed.
Formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen, er ligeledes klar i mælet:
– En udskydelse er ganske enkelt nødvendig. Vi skal fortsat reducere smittespredning i videst muligt omfang – så kommer vi stærkt tilbage, når kombinationen af smittetal, mutationer og vacciner tillader det.
Der er endnu ikke fastlagt en ny dato for Ung Sportsmester 2020 – men vore foreninger kan fortsat indsende indstillinger på de mestre, der skal hyldes.