Viborg Kommune har udarbejdet 50 områdeplaner for de grønne områder i kommunen. Det er planer for både de bynære parker og grønne områder, og for skove og naturarealer. Planerne beskriver områdernes karakter, mål og værdier, udtryk og plejeniveau, biodiversitet samt udviklingspotentiale.
“Da Viborg Kommunes natur og parker er for vores borgere, vil vi gerne høre, hvad du oplever som kvaliteter, og hvilke ønsker du har til de grønne områder i dit lokalområde.
Derfor sender vi planerne i høring, så du har mulighed for at give os dit besyv med. Se mere på Viborg Kommunes hjemmeside for områdeplanerne. Vi inviterer i den forbindelse til borgermøde i Viborg lokalområde. Borgermødet finder sted:
- Torsdag den 2. september kl. 17.00-19.00: Undallslund, Kapt. Undalls Vej 1, 8800 Viborg – mødested ved Naturskolen
Det kan du læse mere om på hjemmesiden, hvor du også bedes tilmelde dig (af hensyn til forplejning).
Se vedhæftede program for borgermødet og oversigt over de arealer (1 & 2), vi har lavet planer for i Viborg-området.
Hvis ikke du har mulighed for at deltage på mødet, så kan du indgive dine høringssvar via den digitale platform, Kollecto. Læs her, hvordan du gør.
Du kan også fremsende dine høringssvar til udkastene til områdeplaner ved at sende en mail til naturogvand@viborg.dk. Skriv i emnefeltet, hvilket naturområde eller hvilken park, det drejer sig om.”
Vi opfordrer til at foreninger i lokalområderne deltager i borgermødet. Derudover er henvendelser til sekretariatet meget velkomne, hvis I ser udfordringer og potentialer, som I vil drøfte med os.